Tilbage til forsiden
 

"Superfedt, men man må redigere på sig selv"


Det var, hvad Sogand Asghari - elev i 3.z på JohannesGymnasiet - svarede, da hun blev stillet spørgsmålet om, hvordan det var at deltage i en udveksling med en klasse fra en anden skole, fra et andet land.
Baggrunden for spørgsmålet er, at 3.z i første uge af oktober har haft genbesøg fra JGs partnerskole i New York.  26 elever i alderen 16-17 år fra Baruch College Campus High School på Manhattan og to af deres lærere var på besøg i byen og vi har spurgt to af de amerikanske elever, Janel Beard, som kommer fra Bronx, og Joelle Huertas, som kommer fra Queens om, hvad de synes om Frederiksberg og om at gå i skole sammen med kammerater fra JohannesGymnasiet.
Det er første besøg i Europa for begges vedkommende og de er meget imponerede over, at der er så rent i byen, at der er så mange træer rundt om i gadebilledet og at dagliglivet ikke virker helt så hektisk sammenlignet med hjemme i New York. Og som noget helt specielt, nævner Janel, synes alle danskere at elske deres cykel.
Joelle indrømmer, at hun var meget spændt på genbesøget, for selv om der har været flittig kontakt via Facebook forud for rejsen, var der tale om noget nyt og hun siger, at noget af det vigtigste ved en udveksling er, at man får åbnet sine øjne for, at der så mange ”different things outside the US”. Janel er enig og tilføjer, at noget af det, der har slået hende ved en sammenligning af det amerikanske og danske skolesystem er, at der synes at være langt flere muligheder for at lægge andre aktiviteter ind i hverdagen i det danske system.
De to amerikanske gymnasielever er enige om, at det bedste ved et udvekslingsophold er at være sammen med ens vært dagen igennem. Begge piger har hørt meget om Danmark, men som Janel siger, så er det én ting at læse om landet, noget helt andet at prøve at ”være en del af Danmark” - om end kun i en uge.
De gode oplevelser ved et udvekslingsbesøg er mange, men det kan også være krævende både at have en forholdsvis ny kammerat fra et andet land boende som en del af familien og selv at være gæst et helt nyt sted. Leen Lamy, en anden af værterne, siger, at man som udvekslingsstudent lærer at tage ansvar og at man er nødt til at gå på kompromis og nogle gange se de lyse sider i en måske uventet situation, men at det netop også er det, der ”rykker og udvikler”.  Et udvekslings-venskab er noget andet og mere end et almindeligt venskab.
Og når man til slut stiller spørgsmålet om et udvekslingsbesøg kan anbefales til andre, lyder det næsten i kor fra de fire elever ”Er du vild…” og ”Oh, sure”.

JohannesGymnasiet sender et nyt hold gymnasieelever til New York til april, hvor de selvfølgelig skal besøge Baruch.

Se billeder af Janel og Joelle

JohannesGymnasiet - Troels-Lunds Vej 15 - 2000 Frederiksberg - Tlf. 38 74 20 66 - Fax: 38 74 51 91 - Email: mail@johannesgymnasiet.dk

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel